Mellemkrigstiden
 
Danmark i 1930’erne

Der er meget både i Mellemkrigsbindet (1913-39) af Politikens danmarkshistorie (af Erik Rasmussen) og i bind 6 af Dansk social historie (1914-39) af Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen.

Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie: bind 13.

 

 

Ole Ravn: Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45 Berlingske leksikonbibliotek 1979


Racehygiejne i 1930’ernes Danmark 
Ikke kun i det nazistiske Tyskland men overalt i Europa forskede man i disse år i racehygiejne.
Som det første land i Europa indførte Danmark i 1929 en lov om racehygiejnisk sterilisation, hvor mennesker med sindssyge og med arvelige belastninger frivilligt kunne lade sig sterilisere. Lovene blev strammet yderligere i 1934, da man også tillod tvangssterilisation af åndssvage, der var anbragt under det offentliges opsyn. Fra 1937 muliggjorde man racehygiejnisk abort, og året efter satte man via ægteskabsloven visse grænser for ægteskab, begrundet ud fra hensyn til befolkningens racemæssige sundhed.

Den socialdemokratiske socialminister, K.K. Steincke, argumenterede allerede i 1920 som følger:

Hvad nytter den stigende humanisering, den stadigt voksende offentlige Forsorg. Den mangeartede Omsorg, de store Tilskud til Børneforsorgen, dels ved kontante Tilskud, Velgørenhed og allehaande Indsamlinger, dels ved Oprettelse af Børnehjem, Sanatorier, Vuggestuer, Hittebørnshospitaler, Welanderhjem osv. osv. fører kun, takket være Lægevidenskabens og Sygeplejens stærke Udvikling, til at svække Slægten ved at holde Liv i tusinder, som samfundet var bedst tjent med bukkede under… Hvis vi derfor ikke vil risikere den moderne europæiske Civilisations gradvise Tilbagegang og endelige Undergang maa vi ind på en systematisk Modvirken af de nævnte uheldige Følger af Civilisationen og tillige stræbe for en Forædling af Racen, den såkaldte Eugenik, i Tyskland og Norden særlig benævnet Racehygiejne eller Raceforbedring.
(K.K. Steincke: Fremtidens Forsørgelsesvæsen, 1920)


Tankegangen var i god overensstemmelse med datidens videnskabelige teorier inden for racehygiejne (eugenik) i blandt andet USA, England, Tyskland og øvrige lande i Norden i 1920’erne. Det var alment accepteret, også blandt mange intellektuelle, at man for at beskytte befolkningskvaliteten måtte styre visse områder af formeringskæden. I Danmark godkendte en nærmest enig Rigsdag en række racehygiejniske love og accepterede således også de videnskabelige argumenter, der lå bag disse. Der var dog også kritiske røster fremme omkring tidens kundskaber – vidste man overhovedet nok til at kunne afgøre graden af menneskets racemæssige belastning for samfundet? Selv efter datidens målestok var de videnskabelige beviser for racehygiejnens korrekthed nok lidt tynde i kanten, men man lod sig mere styre af tidens politiske toner, ligesom politikerne i højere grad lyttede til forkæmperne for racehygiejnen. Patologen Oluf Thomsen udtalte:

Ingen, der alvorligt betragter samfundet i dag, kan være i tvivl om, at vi befinder os i en kritisk situation. Folkene trues af opløsning indefra, dvs. af en stadig voksende tilvækst af de arveligt uønskede eller ligefrem usalige arveanlæg på de godes bekostning.

Resultatet blev, at cirka 11.000 danskere i tidsperioden 1929-1967 blev steriliseret efter de racehygiejniske love, hvor en stor del ligefrem blev foretaget under pres fra det offentlige. Selvom ”kun” 4 % af sterilisationerne foregik under tvang, var dette ikke hele sandheden. Mange af de tvangsanbragte fik kun lov til at forlade anstalterne, hvis man samtidig indvilligede i at få foretaget en sterilisation. Med udsigten til anbringelse på ubestemt tid på en anstalt fik dette sandsynligvis mange til at acceptere samfundets krav.

Dem, man så som den største arvemæssige trussel, var de lettere åndssvage, der i forhold til de stærkt åndssvage bedre kunne bære det ”farlige” blod videre til næste slægtled. Det må have været svært præcist at bestemme, hvem der skulle have prædikatet: ”lettere åndssvag”. Metoden til udpegning af individerne var en intelligenstest, der på daværende tidspunkt foruden intelligens målte på sociale og moralske forhold. Det har i eftertiden da også vist sig, at det var en broget flok af mennesker, der blev tvangsanbragt. Visse utilpassede unge og letlevende kvinder kunne meget vel falde ind under åndssvagedefinitionen og mod deres vilje blive anbragt under statens opsyn.

Racehygiejnens uhyrligheder trådte som bekendt frem i Tyskland under 2. verdenskrig, men også før krigen foretog tyskerne forfærdelige racemæssige tiltag. Det er således interessant at undersøge, hvilke ligheder og forskelle der herskede på den danske og tyske racehygiejne. På det videnskabelige plan var der ikke den store forskel landene imellem, hvilket faktisk var gældende både før og efter krigen. De tyske videnskabsfolk kiggede med beundrende øjne på den danske hygiejnelovgivning fra slutningen af 1920’erne, hvor man først efter Hitlers magtovertag i 1933 selv kunne føre ideerne ud i de tyske love. Den store forskel lå derimod i måden, man gennemførte tankerne på. I Danmark var man ikke  styret af racistiske og antisemitiske ideer i sin racehygiejne og havde en etisk grænse, der stoppede ved indespærring og sterilisation. I Tyskland gik man et stort skridt videre og indførte det såkaldte eutanasiprogram, hvor fysisk og psykisk handicappede børn og voksne blev slået ihjel ved blandt andet gasning og dødelige indsprøjtninger for at bevare racens renhed. I perioden fra 1939-41 dræbte man 70.000 mennesker på denne måde (270.000 fra 1939-45), og dette var en slags forløber til de senere koncentrationslejre.  

Efter 2. verdenskrig blæste der selvfølgelig andre vinde på det racehygiejniske område, men dette var ikke i første omgang til at se på sterilisationsområdet. De danske tvangssteriliseringer nåede først sit toppunkt efter krigen, men efterhånden som den folkelige modstand voksede og Danmark tilsluttede sig den europæiske menneskeretskonvention, afskaffede man også tvangsreglerne – i 1954. Sterilisationer er dog fortsat ”uden” tvang helt op til i dag.


Faglitteratur:

Anne Birgitte Richard og Søren Schou: Sikken et perspektiv. Tekster 1918-39  Dansklærerforeningen 1993
Hans Hertel: Tilbageblik på 30’erne, Stig Vendelkærs forlag 1967
Anne Birgitte Richard: Kvinder i mellemtiden 1930-55, Dansklærerforeningen 1983
Den kulturradikale udfordring – en antologi, Tiderne Skifter 2001
Paul Hammerich:– Lysmageren en krønike om Poul Henningsen, Gyldendal 1986

Litteratur fra perioden - velegnet til værklæsning markeret med *

Ideer til læsning af hovedværker

Traditionelt arbejder hele klassen med den samme roman – med forskellige opgaver mht. analyse og perspektivering. Metodisk en blanding af lærerstyret undervisning, gruppearbejde samt ofte mundtlige oplæg. I tilknytning kan der ofte være en individuel skriftlig aflevering.

En anden mulighed er at lade eleverne vælge mellem en række forskellige romaner inden for   perioden – tilpasset interesser og niveau – hvorefter grupperne laver en fælles eller individuel analyse, som kan afleveres skriftligt. I et oplæg præsenterer gruppen bogen for klassen med vægt på referat, oplæsning samt en overordnet analyse og perspektivering. Læreren deltager i arbejdet i gruppen i fx en time ad gangen. Fordelen er, at klassen får et bredt kendskab til periodens litteratur – om end ikke analyseret i dybden.

Tom Kristensen: Hærværk (1930) - roman
*Jens August Schade: Hjertebogen (1931) - digte
*Knud Sønderby: Midt i en jazztid (1932) - roman
*Jacob Paludan: Jørgen Stein 1-2 (1932-33)- roman
Gustav Munch-Petersen: det nøgne menneske (1932) – digte
*Kaj Munk: Ordet (1932) – skuespil – filmatiseret af Carl Th. Dreyer i 1955
*Knud Sønderby: To mennesker mødes (1932) - roman
*Poul Henningsen: Hvad med kulturen (1933) - essay
Gustav Munch-Petersen: det underste land (1933) - digte
*Harald Herdal: Man skal jo leve (1934) - roman
*Kjeld Abell: Melodien, der blev væk (1935) – skuespil
*Karen Blixen: Syv fantastiske fortællinger (1935) – fortællinger
*H.C.Branner: Legetøj (1936) - roman
Hans Kirk: Daglejerne (1936) – roman
*Karen Blixen: Den afrikanske farm (1937) – roman
*Mogens Klitgaard: Der sidder en mand i en sporvogn (1937) – roman

*Hans Scherfig: Den forsvundne fuldmægtig (1938) – roman – filmatiseret i 1971
*Kjeld Abell: Anna Sophie Hedvig (1938) – skuespil
*H.C.Branner: Om lidt er vi borte (1939) – noveller
*Jørgen Frantz-Jacobsen: Barbara (1939) - roman
*Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940) – roman, filmatiseret i 1993

 Udenlandsk litteratur – et lille udvalg:
*Halldor Laxness: Salka Valka (1931) -  roman
*Aksel Sandemose: En flygtning krydser sit spor (1933) - roman
*John Steinbeck: Dagdriverbanden (1935) - roman
*Nordahl Grieg: Ung må verden endnu være(1938) - roman
*John Steinbeck: Vredens druer (1939) - roman
Danske film fra 1930’erne

Tonefilmen var lige indført – og lystspillet dominerede
Se liste på
www.filmidanmark.dk/spillefilm/1930.htm

PH’s Danmarksfilm (1935)
Se artikel på www.ekkofilm.dk/temaer.asp

ISBN: xxxxxxxxxx